Omstigning til Paradis

(Eller historien om de tre nisser på afveje – forklaring følger!)

Den lille ”Christmas Island Special” lander perfekt ca. 50 cm til venstre og ca. 1 meter foran fisken. Det lille plop som de tunge øjne giver, alarmerer fisken, uden at skræmme den. Det første forsigtige træk i linen får fisken til at stoppe i sin fødesøgning for at fluen i nærmere øjesyn. Det andet forsigtige træk narrer den til at samle fluen op og Nario, den ene af vores to guider, kommanderer: ”Strike!!”. Et øjeblik virker det som om vi har misset fisken, men i det næste øjeblik opdager fisken bedraget og stikker af. Løslinen forsvinder som dug for en varm sol, og øjeblikket efter har jeg fisken på hjulet.

Da denne fisk ikke hører til blandt de mindste, stopper den ikke med det første og det varer ikke længe førend jeg hører det karakteristiske klikklik af samlingen mellem flueline og bagline på vej ud i gennem øjerne på stangen. Igen bliver jeg forbløffet over disse fisks styrke. Selv de mindre bonefish trækker line af hjulet med en bremse, der ville få de fleste danske havørreder til at stoppe. Efterhånden bliver udløbene dog kortere og kortere, og Nario kan gribe forfanget og med den simple, men effektive krogløser fjerne den modhageløse krog fra fiskens overlæbe. Efter det obligatoriske foto, kan jeg lade fisken svømme videre, en smertelig erfaring rigere.

”Så bliver det ikke meget bedre”

Ovenstående scene finder sted på en af de mange, mange lavvandede flats i den store lagune på Kiribati, som de fleste kender som Christmas Island, hvor Fætter JR, Badedyret og undertegnede, er havnet efter en længere rejse.

Turen startede for næsten et halvt år siden, da der dumpede en mail ind fra Kaufmann Streamborn, hvor de efterlyste deltagere til en tur til Christmas Island (Kiribati) efter især bonefish og Giant Trevally. Kaufmann havde fået et afbud, og stod nu med en række pladser de gerne skulle have afsat inden alt for længe ellers ville det koste dem rigtigt mange penge. Desværre skulle turen afvikles i slutningen af januar/begyndelsen af februar, et tidspunkt på året, hvor jeg normalt har sk… travlt som alle andre regnskabsfolk. Så i første omgang var mit svar, at det lød rigtigt godt, men at det ikke kunne lade sig gøre på grund af mit job.

Jeg havde dog ikke taget den berømte mistelten i ed, eller rettere jeg havde ikke tænkt på at jeg senere på året ville runde et skarpt hjørne, og at jeg er lykkeligt gift med en kvinde, der forstår hvor vigtigt det er, at man en gang imellem får mulighed for at indfri eller forfølge sine drømme. At komme til troperne for at jage stærke saltvandsfisk med en fluestang har i mange år været på min ”ønskeseddel” eller som amerikanerne kalder det ”The Bucket List”. Udtrykket ”The Bucket List” er vel en smule barskt, men ganske rammende. Man sætter sig en række mål eller ting man gerne vil opnå eller prøve inden man stiller træskoene eller som det hedder på amerikansk slang ”Kick the Bucket”.

Nogle uger efter bad Helle mig om, at spørge min chef om det var muligt at holde ferie i slutningen af januar og ca. 14 dage frem. I anledning af min kommende fødselsdag havde hun nemlig konspireret med Fætter JR og Badedyret, og de var blevet enige om at en tur til Christmas Island for ”De Tre Musketerer” ikke var den ringeste gave man kunne give en mand, der snart blev voksen. Kort fortalt indvilligede min chef i, at jeg kunne få lov til at holde min restferie under varmere himmelstrøg, og pludseligt var der en helt masse ting der skulle arrangeres, indkøbes, organiseres osv. osv.

De fire måneder inden turen gik rigtigt hurtigt, og i dagene op til turen var der lidt panik på Nordkærvej. Hvad skulle der pakkes, hvor meget af dit og af dat og hvordan skulle vi dog få plads til det hele? Da der ingen mulighed er for at købe nogen former for grej på Christmas Island, er man tvunget til at have backupgrej med. Efter første forsøg på at pakke, hvor min kuffert langt overskred vægtgrænsen på 23 kg, gik jeg i gang med at formindske mængden af grej, hvilket, folk der kender mig ved, er en proces, der ikke falder mig let. Efter et par forsøg, hvor desperationen begyndte at indfinde sig, måtte jeg kapitulere og konstatere at jeg lige så godt kunne pakke i to kufferter først som sidst og så betale for den ekstra kuffert. I øvrigt kan det faktisk godt betale sig at tage den ekstra kuffert med idet prisen er den samme (hos SAS i hvert fald) om du har 2 kilo overvægt eller tager en ekstra kuffert med, hvilket vil sige at du faktisk får de næste 21 kilo ”gratis”.

Udover alle overvejelser over hvilket grej der skulle medbringes, skulle der selvfølgelig også bindes en del fluer idet ingen af os havde bare noget der lignede brugbare bonefish eller GT fluer. Da tiden var ved at blive knap, måtte vi krybe til korset og både købe fluer og udlicitere bindingen af andre. For mit eget vedkommende nåede jeg ikke at binde ret mange fluer, som fandt nåde for vores hårdtarbejdende og meget dygtige guider. Selv så sent som aftenen før vores afrejse sad jeg ved fluestikket og bandt fluer.

Ligeledes blev der søgt viden om Christmas Island og bonefish fiskeri på nettet, i bøger og hos alle der kunne tænkes at kunne bidrage til at vores forberedelser blev de bedst mulige.

Lørdag 22. januar var der afgang. Da der stadigvæk var en del ting, så som tøj, støvler, liner m.m. vi manglede inden vi var fuldt kampklare, havde vi planlagt at lægge vejen forbi Portland, Oregon og ekvipere os hos Kaufmann inden vi fortsatte til Hawaii. Da der kun er én ugentlig flyvning til Christmas Island, anbefales det at man ankommer til Hawaii aftnen før afgangen til øen, således at en evt. forsinkelse på vej til Hawaii ikke gør at man misser flyet til Christmas Island.

Efter en lang og trættende tur ankom vi sent lørdag aften til Portland, fik fat i vores udlejningsbil, kørt til hotellet og blev indlogeret. Det er sgu længe siden at en øl har smagt så godt og der var vist ingen af os, der havde problemer med at falde i søvn.

Søndagen blev brugt til at shoppe grej og diverse solcremer, som så også skulle pakkes ned i de forvejen godt fyldte kufferter, og vi sluttede dagen af med et fyrsteligt måltid hos Lance Kaufmann og hans kone Tresa. Lance skulle have været med på turen, men måtte desværre blive hjemme pga. helbredsproblemer. Da Lance har været på Christmas Island et utal af gange, ville det have været rart at have ham med som ”omvandrende leksikon”. I stedet for måtte vi så forsøge at få så mange guldkorn vi kunne hive ud af ham, hvilket gjorde at der naturligvis blev snakket en hel del om fiskeri den aften. I øvrigt har Lance et ”fiske værelse”, som jeg godt kunne blive lidt misundelig over. På væggene har han nogle af de originale billeder fra den bog (eller bibel skulle man måske kalde den) som hans bror Randall har skrevet.

Mandag morgen var der så afgang til Hawaii (endnu en laaaaannngg tur i en flyvemaskine). Badedyret havde desværre raget et eller andet til sig, så da vi havde checket ind på hotellet puttede vi ham i seng og drog ud for at købe ind igen!! Udover at vi skulle have købt lidt til familierne derhjemme, havde Lance anbefalet os at købe en køleboks, så vi kunne have vores mad og drikkevarer på køl, når vi var ude og fiske. Efter at have indkøbet af cooler’en gik vi på jagt efter lidt souvenirs i et meget stort indkøbscenter. Og når jeg siger stort så mener jeg stort. City 2 lignede til sammenligning en mindre døgnkiosk!! Og jeg kan ikke huske at jeg har set så mange forretninger med dyre varemærker samlet på et sted. Havde det ikke været for de gode oversigtskort i centeret havde det sgu været nødvendigt med en detaljeret GPS for at undgå at fare vild.

Dagen sluttede vi af med at gå en tur på Wai Kiki Beach og spise på ”Duke’s” (et rigtigt turist sted), mens Badedyret forsøgte at sove sig ”frisk” igen.

Jo der var faktisk havudsigt fra vores værelse på Wai Kiki

Tirsdag var der så afgang til Christmas Island med Air Pacific. Badedyret var ved at friske til. Til gengæld havde han åbenbart nået at ”smitte” Fætter JR. Så mens JR tog sig en ekstra skraber indtog Badedyret og jeg en rigtig amerikansk morgenmad på en cafe i nærheden af hotellet. Vi fik pakket færdigt og sammen med de andre fra holdet (Chris, Steven, Mike og Jakob) drog vi mod lufthavnen, fik checket ind og endnu en gang fløjet inden vi onsdag (!) langt om længe nåede vores endelige destination. Nu tænker du nok, at jeg har skrevet forkert, når jeg skriver onsdag i stedet for tirsdag. Det har jeg ikke, fordi man rent faktisk passerer datolinjen når man flyver fra Hawaii til Christmas Island. Og for at gøre det helt flippet flyver man fra Christmas Island om onsdagen, men lander igen på Hawaii om tirsdagen!!!!

Der var ingen tvivl om at vi var kommet til troperne, da vi steg ud af flyet. Det var varmt og det var rart at komme ind i skyggen i den internationale lufthavn på Christmas Island

Den store internationale lufthavn på Christmas Island

Efter den obligatoriske indrejsekontrol og betaling af vores fiskekort (skal betales ved ankomst) fik vi samlet al vores habengut sammen, læsset det på bussen (som var en ombygget mindre japansk lastvogn) og kørte mod Captain Cook hotellet, som skulle være vores base på Christmas Island.

Eftermiddagen blev brugt til at pakke ud og gøre vores grej klar til de kommende dages fiskeri.

”Så kan man næste ikke bo tættere på havet”

Efter aftensmaden og en hurtig ”nightcap” tørnede vi forholdsvis tidligt ind, da fiskedagen på Christmas Island starter tidligt. Der er morgenmad kl. 5:30 og afgang fra lodgen kl. 6:30. Det er nemlig med at være på flatsene så tidligt så muligt, så man kan få så meget det indkommende tidevand med. Bonefish kommer ind på flatsene (de spredte store sandbanker, der ligger strøet ud over hele lagunen) sammen med tidevandet for at fouragere. Da lagunen er mere end 40 kilometer bred fra mundingen til det bunden inderst inde, drejer det som om at følge tidevandet ind i lagunen, således at mulighederne for ”friske” fisk bliver størst mulige.

Efter en solidt morgenfoder og smøring af madpakker var der afgang mod havnen i London (ja det hedder hovedbyen faktisk) og båden der skulle fragte os ud til fiskepladserne.

NY DEL

Nede ved havnen fik vi bragt alt grejet om bord på en meget smal båd i rigtig Sydhavs stil med udrigger, bænke, overdækning og udsmykning. Kort efter var vi på vej hen over det turkise blå vand. Jeg tror ikke jeg overdriver når jeg siger at vi alle sammen var ved at gå til af fiskeiver. På vej mod den første flat fik vi den første én på opleveren, idet vi på ganske tæt hold passerede en lille flok djævlerokker, de såkaldte Mantarays. Kæmpe store fisk, som lever af plankton. Desværre var ingen af dem åbenbart ikke særligt interesserede i at blive fotograferet, selvom vi gjorde flere forsøg i løbet af ugen vi var på Christmas Island.

Efter en sejltur, som forekom umådelig lang, men som sandsynligvis ikke har varet særligt længe sejlede båden ind til kanten af en flat, og vi blev sat i hold. Det vil sige at vi havde to guider, så vi havde aftalt at vi skiftedes til at være alene med en guide, hver gang vi skiftede plads.

Efter en inspektion af den valgte flue og udskiftning til en anden og mindre, startede Nario (vores guide) og jeg vores fiskeri. Den altovervejende del af bonefish fiskeriet foregår ved langsomt at vade med strømmen fra tidevandet (eller på skrå af dette afhængigt af vind og vejr) hen over flats ’ene mens man holder udkig efter fisk, som man så forsøger at komme på ”skudhold” af. Selvom vandet ikke er særligt dybt (meget ofte fiskede vi vand, der ikke var mere end knædybt) er det bestemt ikke nemt at spotte fiskene. De er i stand til at camouflere sig selv ved at tage farve efter bunden efter ganske kort tid på flats ‘ene. Når der så samtidigt blæser ganske meget med små bølger til følge, skal man virkelig have øjnene med sig. Det er anderledes nemt at spotte dem, når vandet er roligt, og især når de lige er kommet ind på flat’en fra det dybe omkringliggende vand. På det tidspunkt har de nemlig flere meget tydelige lodrette bånd eller striber, som samtidigt nærmest er selvlysende. Men som sagt skal man virkelig have øjnene med sig, og jeg tror vi alle tre blev imponeret af guidernes evne til at spotte fiskene.

Efter de første dage blev det nemmere at spotte fiskene, og vores krogningsrate steg da også. En anden måde at spotte fiskene på er, at kigge efter fisk der spiser for så ”tailer” de. Det vil sige at de står med snuden nede ved bunden for at æde, og derved stikker den øverste del af deres hale ud af vandet. Når pulsen hos de fleste stiger, når de ser ”tailende” bonefish skyldes det to ting. For det første kan man ofte placere sig bedre i forhold til fiskene inden de spotter en, hvilket gør det nemmere at placere og fiske fluen korrekt, og for det anden ved man at de er ”sultne” og burde kunne ”overtales” til at tage en flue.

De første par dage så vi ikke meget til tailende bonefish, hvilket for mit vedkommende var lidt af en skuffelse. Tailende bonefish vil sige, at de søger føde i og på bunden og pga. det lave vand rager deres halefinne ud af vandet, hvilket gør det lettere at spotte dem og se hvilken vej de svømmer/søger føde. Jeg havde virkeligt set frem til dette fænomen, og havde givet det relevante kapitel i Randall Kaufmanns bog ekstra opmærksomhed. Ud over et par spredte episoder, skulle der gå flere dage før jeg oplevede fænomenet for alvor. Det var da Jakob og jeg var blevet sat af på en flat sammen med Nario. Jakob og Nario havde bestemt sig for at afsøge kanten af flat’en ud imod det dybe, og se om der ikke skulle være en GT’er eller to, der var til at overtale til at smage lidt skarpt stål. Imens de gik i den ene retning blev jeg af Nario sendt henover flat på jagt efter bonefish.

Jeg havde inden afgangen fra Danmark sat mig to mål (succeskriterier) for turen, nemlig at turen ville være en succes for mig, hvis jeg bare fangede én bonefish og én GT’er. Bonefishene havde jeg efterhånden nogenlunde styr på, især når jeg havde hjælp af guiderne til at spotte de luskede fisk. Jeg ”opgraderede” derfor målet til, at jeg skulle selv spotte fiskene, selv sørge for at komme i kasteposition, lave det rigtige kast, kroge en fisk, lande den og genudsætte den eller med andre ord fange en bonefish uden hjælp fra en af guiderne.

Der gik ikke lang tid efter at vi var gået hver sin vej, førend det lykkedes mig at spotte den første fisk, der var inden for kastevidde. Vinden var til at leve med, så det burde have været en såkaldt ”piece of cake”. Men nogen havde åbenbart glemt at fortælle bonefishene det, for det lykkedes mig at bomme de første 2-3 stykker.

Det lykkedes dog til sidst og inden mit blodtryk var nået helt op i det røde felt – hvilken befrielse, og selv om bonefishen ikke var særlig stor, er det en af de fisk fra turen jeg var allermest glad for. Selvtilliden var helt i top, så da jeg kort efter kom tæt på en gruppe tailende bonefish var jeg overbevist om at, nu skulle der landes bonefish til den store guldmedalje.

Ja god morgen min bare r..! Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har oplevet et fiskeri, hvor følelserne i den grad kommer på rutsjetur. Det ene øjeblik laver man alle de fejl man overhovedet kan, hvilket burde skræmme fiskene lang, langt væk, og så hugger de eller også gør man alt rigtigt, og så vil de kære bonefish bare ingenting. At de ski…….. så også får hjælp fra omgivelserne gør bestemt ikke frustrationerne mindre. I den gruppe tailende bonefish, som jeg var kommet på ”skudhold” af, var der vel 25-30 eksemplarer, og at dømme efter halernes vinkel og størrelse var det pæne fisk. Jeg fik listet mig på skudhold, alt i mens jeg forsøgte at repetere alt hvad jeg havde hørt og læst om at kaste til tailende bonefish.

Fik skiftet til en mindre flue, strippet line af, kastet (som lå rigtigt), ventet et øjeblik på at fluen nåede bunden, og så var jeg klar. Et forsigtigt træk (for at vække deres opmærksomhed) og der var hug! Eller det var der ikke, for hvad jeg ikke havde set var, at der i området, hvor fiskene søgte føde, var der en masse mindre koraller, og det var en af dem jeg havde fået fat i. Fandens!! Bare jeg nu kunne få fluen fri uden at skræmme fiskene fra vid og sans. Det lykkedes – yes! Nyt kast og bingo! Coralfish (som vores guider nådigt kaldte det i stedet for bundhug). Ved det femte kast af denne slags havde jeg fået lavet så megen uro i vandet at hele gruppen af fisk valgte at fortrække, og jeg var ved at tude (godt jeg var alene) af frustration over de sk… åndsvage fisk. At Jakob så imellem tiden landede et ordentlig svin af en GT’er gjorde ikke sagen bedre.

”En gang imellem lykkedes det!!”

Af en eller anden grund havde heldet ikke villet tilsmile mig i forholdet til GT’erne (Giant Trevally). De få vi var kommet i nærheden ville enten ikke have min flue eller var så langt væk, at jeg ikke kunne nå dem med et fluekast. De to andre (Fætter JR og Badedyret) havde så vidt jeg kunne forstå ingen problemer i den afdeling, og JR nåede ifølge egne optegnelser op på 12 fisk i løbet af ugen. Ingen kæmpe fisk, men tilsyneladende havde han da fået taget på dem.

Da vores tid på øen var ved at rinde ud steg min bekymring for om det overhovedet skulle lykkes at kroge endsige lande en GT’er. Det ville ikke være sjovt at komme hjem og skulle fortælle at de eneste GT’ere det var lykkedes mig at besejre var de solide sjusser (GT – Gin og Tonic) som Fætter JR var så flink at diske op med om aftnen, når vi sad udenfor vores bungalow og fortalte røverhistorier (jeg skal undlade at citere nogle af disse, da dette er en anstændig publikation).

Om Jakob har haft fat i guiderne eller om de synes deres renomme stod på spil skal jeg ikke kunne sige, men det blev besluttet at vi de to sidste dage skulle koncentrere os om at jage GT’ere og så tage eventuelle bonefish som sidegevinster.

Så den næste sidste morgen startede vi dagen ved et mindre vandhul, hvor guiderne og chaufføren indfangede en hel cooler fuld af milkfish, som skulle bruges til at chumme (forfodre) med. At chumme betyder at man finder et sted med strøm og kaster mindre stykker af fisk i vandet. Herved laves der et spor af mad, som alt andet lige skulle tiltrække store fisk, som man så fisker til.

Da vi ankom til den første plads startede guider med at lave et bål, hvorefter de lagde de hele milkfish på bålet og lod dem stege ordentligt igennem. I min naivitet troede jeg at de var ved at lægge an til en shorelunch (frokost med tilberedt mad til gæsterne) og overvejede hvordan jeg pænt kunne takke nej til tilbuddet, idet jeg ikke havde særlig meget lyst til at sidde og spise nystegt milkfish. Godt nok dræber stærk varme de fleste bakterier, men tanken om en ordentlig gang tyn….. på vej hjem i flyveren, hvis jeg var rigtig uheldig tiltalte mig ikke specielt. Det viste sig imidlertid, at det var til ære for GT’erne at guiderne stegte milkfish’ene, idet varme fra bålet var med til at frigive de olier som sad i kødet, og at de stegte fisk var bedre end de rå til at tiltrække rovfiskene – hvabehar?!?

Vi aftalte til at stå klar to mand, mens de to andre slappede af eller ordnede grej eller fiskede efter andre former for fisk.

Det blev ret hurtigt lidt ensformigt at stå eller sidde og vente på at det behagede GT’erne at indfinde sig, og de fleste af os gik enten på opdagelse med kameraet eller med bonefish stangen for at fordrive ventetiden.

Et par ”White Boobbies” (det hedder den altså) står model.

Til gengæld var der ikke så lidt panik på drengen, når så guiderne pludseligt råbte ”Big Fish” eller ”Big GT”. Så sprang alle mand rundt om hinanden og store GT fluer igennem luften fra alle sider. Og en gang imellem var vi heldige og krogede en fisk uden resultatet var noget at prale af.

GT’erne er stærke og meget hurtige fisk, som sætter ens grej på prøve. Alle mand var bevæbnet med klasse 12 stænger og hjul med mindst 300 meter 40 lbs backing. At fiske (kaste) længere tid med en klasse 12 er fast arbejde skulle jeg hilse og sige, og når man som jeg ikke til dagligt laver særligt meget fysisk udfordrende, kan man sagtens mærke det om aftnen at man har fisket efter de store drenge. Når så vinden ofte også kommer fra den forkerte side er det en udfordring at blive ved og ved.

Så da vi ankom til en plads besluttede jeg mig for bare at stå og kaste stille og roligt med min #12’er for at undgå at blive ”kold” og derved måske komme til at ødelægge min skulder.

Det skulle vise sig at være en god ide.

Mens jeg står nok så fredeligt og passer mig selv og trækker linen ind efter et kast, er der pludseligt et hurtigt glimt i vandet foran mig (mindre end 10 meter væk), og pludseligt sker der en helt masse. Et eller andet stort har taget min flue, og jeg får hurtigt travlt med at sørge for at løslinen kan passere ud igennem øjerne uden at filtre sammen. Derefter har jeg fisken ”på hjulet” og så går det stærkt. Inden jeg får set mig om er min flueline og en god del af min bagline forsvundet. Trækket er helt urealistisk når man tænker på hvor hårdt min bremse står. Fisken er tilsyneladende ligeglad og fortsætter med at tage line. Jeg ved godt det lyder dramatisk, men med tanke på at bremsen står så hårdt, at det er meget svært at trække line af hjulet når jeg skulle kaste, virker fiskens træk helt vanvittigt. Og hver gang den stopper op og jeg forsøger at få line tilbage på hjulet, svarer den igen med at tage yderligere meter fra mig. Jeg er overbevist om at det må være en ordentlig moppedreng, og beder til at det lykkes mig at lande den.

Hvor længe fighten stod på er jeg ikke i stand til at sige, men efterhånden bliver udløbene mindre og mindre og til sidst lykkes det at presse fisken ind til Nario’s ventende hænder. Han griber om forfanget og får fat i fiskens hale, således at vi kan få taget det obligatoriske trofæbillede.

Yes – så lykkedes det!!!

Hvilken fed fornemmelse det var at have landet en GT’er i en ordentlig størrelse, og så på blindfiskeri. At jeg også fik ros af guiden for fighten og min krogning af fisken gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere. Nu havde jeg nået alle tre mål – turen var nu officielt en succes (for mig i hvert fald).

Min fisk fik de andre op på mærkerne, men der skete ikke mere på den plads, hvorfor vi skiftede til en ny flat. Denne hang sammen med en anden flat via et smalt overdrev. Allerede inden vi var kommet helt på plads var den første store GT’er inde og vende og det tegnede godt. Og ganske rigtigt med jævne mellemrum havde vi besøg uden det store held. At vi også havde besøg af fregatfugle og andre fugle, som synes at det var ganske rart at der var nogen som gad fange og servere maden for dem er en anden sag. Fuglene i området er, måske pga. mangel på naturlige fjender, ikke bange af sig, og flere gange havde vi dem helt henne inden for 3-5 meters afstand, ligesom vi hurtigt lod være med at fiske med poppers, idet fuglene simpelthen dykkede ned og greb dem og forsøgte at stikke af med dem.

På et tidspunkt sent om eftermiddagen råbte Nario igen ”Big GT comming in”. Alle mand var på benene med det samme kastede efter tur til fisken. Jeg valgte en anden tilgang, idet jeg havde lagt mærke til at flere af de andre GT’ere havde været inde og vende under land for derefter at søge ud mod det dybe igen og så vende tilbage til det lave igen længere henne af stranden eller flat’en. Jeg satte derfor i fuldt firspring hen af kanten til den lave for at komme fisken i forkøbet og nå at få tid til at lægge kastet rigtigt. Flere hundrede meter længere henne vadede jeg lidt i vandet mens jeg trak line af hjulet for at gøre mig klar. Og ganske rigtigt. Et godt stykke fra mig ned mod de andre kunne jeg ane skyggen af en endog meget stor GT’er. Jeg fik løftet linen, taget et par træk og skudt fluen ud lige ud over kanten til det dybe, så fisken simpelthen ikke kunne undgå at se den. Da fisken var tæt nok på startede jeg indtagningen og satte fuld fart på. Fisken så fluen, vendte efter den og forfulgte den ind over det lave vand. Lige i det øjeblik den skulle til at inhalere fluen (munden var helt åben og sgu på størrelse med en Margrethe skål størrelse large) skete der et eller andet, som gjorde at den fortrød, lynhurtigt vendte og satte skruen til mens vandet stod i et kæmpesprøjt.

Jeg tror ikke de andre længere henne af flat’en var spor i tvivl om, at det ikke var gået sådan som vi vist alle havde håbet, idet jeg råbte temmelig højt og klart et ord på engelsk, som er på fire bogstaver og begynder med F. Nøj hvor ville jeg gerne have haft den fisk. Nario skød den efterfølgende til mellem 50 og 60 lbs, altså næsten tre gange så stor som den jeg havde fanget tidligere. Om det passer skal jeg ikke kunne sige, men da fisken vendte siden til inden den forsvandt, lignede den et mindre sofabord på højkant, og der er ingen tvivl om, at jeg ville have fået min sag for, hvis jeg havde kroget fisken. Efter denne blodtryksforhøjende og adrenalininducerende oplevelser, var det som om at gassen gik af min ballon. Det var ikke frygteligt meget jeg fik fisket resten af denne vor sidste dag på Christmas Island.

Og det var snart tid at vende snuden (eller rettere båden) hjemad mod havnen. På turen tilbage til havnen lykkedes det Jakob at kroge en mindre GT’er på træk efter båden, og det var vist den sidste fisk vores hold fangede på den tur.

Tilbage var der kun at få skyllet det værste af saltet af grejet, pakke og gøre klar til afgang inden vi om aftnen var gæster ved en traditionel afskedsluau med helstegt pattegris og efterfølgende sang- og danseopvisning.

Jeg skal ikke belemre jer med vores hjemtur og de deraf følgende problemer, kun blot sige at den forløb ikke gnidningsløst.

Det er først nu efter snart at have været hjemme i to måneder, at alle indtrykkene er ved at bundfælde sig, men det er bestemt ikke sidste gang jeg besøger Christmas Island. Det er en forrygende skøn ø med nogle helt fantastiske muligheder for at få en på ”fiskeopleveren”. Jeg har i hvert fald en aftale med den store GT’er som jeg missede, og den har jeg tænkt mig at holde så snart det kan lade sig gøre.

Inden jeg slutter min beretning vil også gerne takke Fætter JR og Badedyret for at de havde mulighed for at hjælpe mig med at udleve en af mine store fiskedrømme – Tak for en helt igennem fed og fornøjelig tur.

Der vinkes farvel til de tre nisser på afveje

Enken

PS. Jeg lovede jo en forklaring på det med nisserne. Da vi var inde for at købe solcremer mv. i Portland opdagede JR at forretningen havde udsalg af ”juleudstyr”, herunder også nissehuer, og da vi nu skulle til Christmas Island måtte vi naturligvis også have sådan nogle med. Da vi en af de sidste morgner iførte os huerne var jeg spændt på reaktionen fra guiderne. Jeg tror at de på det tidspunkt allerede havde fornemmelsen af, at de kunne vente lidt af hvert fra os, så de tog spøgen med højt humør, og jeg er sikker på at de ikke lige foreløbig glemmer ”The Crazy Danes”

”De tre nisser på afveje. Det er Jakob i midten”

PS. ”Omstigning til Paradis” er oprindeligt et skuespil af Tennessee Williams, hvis oprindelige titel ”A street car named desire” ikke rigtigt kunne bruges her. Så undskyld Mr. Williams for lån af den danske titel.